Faglig viden
tablet-menu
Faglig viden
mobile-menu

De unge FM-ere 2019

30. september 2019
Jan Aagaard
journalist
Aagaard kommunikation

 

Inspiration og netværk til unge FM-ere

Boligfonden KUBEN valgte igen i år, at give en gruppe af unge FM-ere mulighed for at deltage på DFM-netværks Årskonference, der fandt sted den 28. – 29. marts i Helsingør.

17 unge FM’ere fik i år mulighed for at deltage på DFM netværks årskonference i Helsingør med støtte fra Boligfonden KUBEN. De unge FM’ere omfatter både studerende, nyuddannede og enkelte med få år på arbejdsmarkedet. Her fortæller fem af dem om, hvordan de oplevede konferencen, og hvad de fik ud af at være med.

Jonas North, Frederiksberg Kommune:

Jonas er uddannet bygningskonstruktør med specialeretning i FM. Han arbejder som udviklingskonsulent i Frederiksberg Kommune. Jonas er allerede et aktivt medlem af DFM, og har deltaget ved de fleste arrangementer, og han har også deltaget ved de sidste to års konferencer i EuroFM, som blev afholdt i hhv. Madrid og Sofia. Jonas finder det spændende og yderst givende at "networke" med branchen. Som et led i hans bachelorprojekt udførte han en spørgeskemaundersøgelse omkring serviceaftaler og hvordan driftsorganisationer arbejder med disse. Det resulterede i en rapport som senere hen blev til en artikel i FMupdate.

Hvilke indlæg på årskonferencen var mest interessante for dig?
”Der var rigtig mange gode oplæg. Jeg synes, oplægget med Anders Indset var meget inspirerende, men også Blok 2 med Chris, Jakob og Jesper. Hele det aspekt med, hvordan vi kommunikerer i organisationen, og hvordan vi skal være mere proaktive over for direktionen for at få taletid, var rigtig godt.”

Hvordan kan du bruge den viden, du har fået med hjem?
”Jeg vil bruge det til at overveje, hvordan vi kommunikerer og opfatter os selv over for vores kollegaer, brugere og kunder både internt og eksternt. Derudover er det vigtigt, vi ikke digitaliserer for digitaliseringens skyld, men at vores værdiskabende processer er på plads i organisationen inden, så digitaliseringen kan virke som en katalysator for de processer. Det er vigtige fokusemner, som jeg tager med hjem.”

Hvad fik du ud af at være med i forhold til netværk og kontakter?
”Jeg synes, man igennem DFM kan skabe rigtig gode relationer i branchen, da man kan samles i et netværk med driftsherrer, rådgivere og leverandører. Relationerne spænder oftest meget bredt igennem organisationerne, hvilket giver en dybere indsigt i, hvordan der arbejdes på tværs og i forskellige niveauer. Det skaber ligeledes oplagte muligheder for sparring og vidensdeling. Konferencen giver også en særlig mulighed for uformelt netværk, når dagens program er afsluttet, hvor man kan komme endnu tættere på FM-kolleger.”

Henrik Borg, praktikant, Glostrup Kommune:

 

Henrik er i praktik i forbindelse med sin uddannelse til bygningskonstruktør (med professionsretning inden for FM) i Glostrup Kommune. Henrik har stor interesse for den kompleksitet FM-faget indeholder, og ønsker i fremtiden, at han får mulighed for at arbejde inden for dette område. Til dagligt arbejder han med at udarbejde udbudsmateriale til indkøb af FM system, samt digitalisering af Glostrup Kommunes skoleområder, så kommunen på den måde kan få et moderne FM-system til fremtidige optimeringer og give et større overblik over deres arealer.

Hvorfor søgte du om at deltage på årskonferencen?
”Min centerchef har deltaget i konferencen i et årti og har talt meget positivt om arrangementet. Hun nævnte, at det var et fremragende netværk at blive en del af, hvis man som jeg, en ung FM’er, har interesse for den kompleksitet, faget indeholder, og har lyst til at lære fra nogen med større erfaring.”

Hvordan kan du bruge den viden, du fik med hjem?
”Til dagligt er jeg praktikant hos Glostrup Ejendomme i forbindelse med min uddannelse som bygningskonstruktør. Her arbejder jeg med at få implementeret et nyt FM-system, samt at få digitaliseret skoleområderne. Flere af indlæggene understøttede mine tanker omkring, hvordan udbuddet skal laves, og hvad programmet skal kunne.”

Hvilke indslag fik du mest udbytte af?
”Der var flere utroligt spændende indslag, men for mig var det mest udbytterige, da de fem nominerede til FM-prisen skulle fortælle deres historier - blandt andet om, hvilke udfordringer, der har været for dem undervejs. Det var meget lærerigt at høre, hvordan de ved hjælp af FM-værktøjer har kunne effektivere deres arbejdsgange og samtidig opnået store besparelser.”

Julie Rishøj Madsen, praktikant, Compass Group:

Julie er studentermedhjælp i Compass Groups Strategic Development afdeling. Her har hun til opgave, at se på segmentering. Det gør hun gennem kvalitativanalyse og analyse af demografiske forhold. Det giver en adfærdsprofil af medarbejderne som sammenlægges med virksomhedens profil. Herigennem arbejder hun med at skabe det bedste match imellem behov, strategi og de ydelser, som udbydes. Julie har stor interesse for digitaliseringen af FM, og hun har mange spændende tanker om, hvordan vi kan få digitaliseringen til at arbejde for os. Hun skriver pt. på sit bachelor projekt.  

Hvilke indlæg var mest interessante for dig?
”Jeg havde på forhånd glædet mig meget til at se og høre Anders Indset. Til trods for, at det var det indlæg, der var længst fra deciderede forslag til FM-løsninger, var det til stor inspiration for den måde, vi bør tænke FM-løsninger på. Nemlig at være interesserede og opmærksomme på de mennesker, der har brug for løsningerne.”

Hvilken viden fik du med hjem, som du kan bruge i dit daglige arbejde?
”Igennem oplæggene har jeg fået viden om, hvor stor en berøringsflade branchen har. I mit daglige arbejde betyder det blandt andet, at de projekter og opgaver, vi arbejder med, har indflydelse på hinanden. Jeg er også blevet bevidst om, at fremtiden er ankommet, så digitaliseringen er et redskab her nu frem for noget, der først på sigt får betydning for den måde, vi arbejder på. Fremtiden er nu.”

Hvor meget betød netværksmulighederne for dig?
”For mig personligt var det utrolig givende med netværksmulighederne på konferencen. For det første har jeg mødt mange interessante mennesker, og for det andet er jeg som ny i branchen blevet taget rigtigt godt imod. Konferencen har alt i alt gjort mig tryg ved at stille spørgsmål, bidrage og undre mig i brancheregi.”

Frederik Aastrup, praktikant, Frederiksberg Kommune:

Frederik studerer til bygningskonstruktør og han er lige nu i praktik i Frederiksberg Kommunes ejendomsafdeling. FM har for Frederik været et voksende interessefelt siden han valgte det som specialiseringsretning på KEA. Han er interesseret i alt fra de strategiske til de operationelle opgaver inden for FM og er altid på udkig efter ny inspiration. Frederiks interesse for FM er løbende blevet styrket af,at have været medlem af DFM-netværk. Og har med stor nysgerrighed læst nyhedsbrevene, for at holde sig opdateret på, hvad der sker i FM-verdenen, hvilke arrangementer man kan deltage i, og hvilke problemstillinger/udfordringer, der bliver diskuteret.

Hvorfor søgte du om at deltage i konferencen?
”Jeg søgte om at deltage for at få mere viden og forståelse for min branche. Det giver også en studerende som jeg en god mulighed for at skabe et stort netværk tidligt i karrieren.”

Hvad var de mest interessante indlæg for dig?
”Anders Indset satte en hel masse tanker i gang omkring digitaliseringen af vores branche, og det var et yderst interessant indlæg. Derudover havde Blok 2 også nogle spændende indlæg, da der blev talt om vores branches navn og om, hvordan vi kan gøre os forståelige overfor direktionen og verden omkring os.”

Hvordan var udbyttet af årskonferencen i forhold til dine forventninger?
”Det var mit første besøg på konferencen, og udbyttet var langt over forventning. Arrangementet var super godt sat op med nogle spændende oplæg og rig mulighed for at skabe sig et endnu større netværk.”

Daniel Gullberg, Sweco Danmark:

Daniel er uddannet bygningskonstruktør med udførsel som baggrund (desuden med baggrund som elektriker med speciale indenfor bygningsautomatik og ventilation). Han har stor personlig og faglig interesse i de forskellige aspekter indenfor FM. Til dagligt arbejder han med digital håndtering af ejendomsdata, herunder forandringsledelse i forbindelse med implementering af digitale driftssystemer i driftsorganisationer.

Hvorfor var du interesseret i at deltage i konferencen?
”Jeg har tre gange tidligere deltaget på konferencen med støtte fra Boligfonden KUBEN og synes især, at det er interessant at være med på grund af netværksmulighederne. Jeg har gennem årene fået udvidet mit netværk ved at være med og kender efterhånden rigtigt mange på konferencen.”

Hvilke indlæg var mest interessante for dig?
”Præsentationerne af kandidaterne til FM-prisen 2019 var meget interessante, da alle kandidater i et eller andet omfang har implementeret et digitalt drift- og vedligeholdelsessystem. Det var inspirerende at høre, at det kan lykkes på en fornuftig måde at arbejde digitalt, og det er jo netop et område, hvor vi unge FM’ere kan bidrage med noget i samspil med de mere erfarne.”

Hvor meget fik du ud af netværksmulighederne på konferencen i år?
”Det var helt bestemt meget udbytterigt. Alene de samtaler, som jeg havde med FM-kolleger på konferencen, gjorde det værd at tage et par dage ud af kalenderen. Jeg fik aftalt 3-4 møder i løbet af konferencen, og jeg fik faktisk også et par jobtilbud.”

Lignende artikler
Øget global konkurrence stiller nye krav til danske virksomheder og ledere. vi skal dyrke styrken i vores evne til at samarbejde og gøre os umage for at tiltrække nye generationer af medarbejdere, der stiller krav om bæredygtighed og oplevelser.
18. september 2019
Mejerivirksomheden Arla Foods er gået i gang med at indrette deres hovedkvarter på en ny måde for at understøtte medarbejdernes samarbejde og effektivitet. Forud for valg af løsninger er gået en omfattende afdækning i form af observationer, interviews, spørgeskemaer og bygningsanalyser.
18. september 2019
Annoncer